Glædede mig over et Kort fra Viggo, Kortet fremstillede den af ham og Moderen købte, af Palmer omgivne Villa i Cannes.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.
Hans og Kai rejste om Morgenen tidligt. Mary kørte om Eftermiddagen ind til Damefrisøren i Odense, og Preben og jeg gik en god Tur. Preben fortalte meget fra Verdenspolitikken, blandt andet fra Forholdene i Rusland.
Mine Udtalelser til Berlingske Tidende er bleven til en hel Lavine, Pressen over hele Landet har travlt med Sagen og holder absolut med mig; i dag skriver Professor Ellinger om Stykket og forlanger, at Det Kongelige Teater, at Forestillingen ikke må finde Sted, men skal aflyses.
Meget bevæget ved Læsningen af Professor Bøggild-Andersens Tale til Kronprinsen i Anledning af Studenterjubilæet; Kronprinsens Tale var meget taktløs samt [med] Hentydninger[ne] til den Tid, hvor han skal være Konge; det er på Trods af alle Regler indenfor det gode Selskab.
Kongens Sygdom har taget en meget alvorlig Vending, idet han har fået Lungebetændelse; måske var det en Lykke for Kongen at dø nu, for det er vist en sørgelig Skæbne, der forestår ham.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.