I det hele taget står jeg egentlig ikke i så godt et Forhold til mine Kammerater for Tiden, som hele forrige Skoleår og Begyndelsen af dette, om Skylden er min er vanskelig at sige, men et er sikkert jeg drages nu mere til København.
I Det Ny Teater så jeg et meget spændende amerikansk Stykke Lovens Arm, hvori en purung Frøken Ungermann spillede fortrinligt i Hovedrollen. Hvor underligt, at de skuespillerinder, som nu spille Ungpigerollerne, kunne jeg være Fader til.
Kl. 5 gik jeg hen på Paladshotellet for efter Aftale at mødes med Viggo, der var et Rykud og Rykind som i en Myretue, uniformerede Officerer, siden Sikringsstyrkens Indkaldelse ser man så mange Uniformer, også mange Udlændinge, Damernes Krinoliner fyldte meget.
Hvilken Tåbelighed med al den Snak om Afrustning, nu har der i Estland været en meget blodig Bolsjevikopstand, som heldigvis er blevet undertrykt, de infame russiske Banditter lå med deres Flåde i den finske Bugt og lurede på Resultatet.
Talte med Svend Fridberg, der nu skal i Gang med sine Oplæsningsmatinéer, der begynder med Nathan der Weisse. Edouard Mielche er ”Nathan”.