Aviserne tale så godt som kun om Landmandsbankens Fallit, endog en Begivenhed som Grækernes knusende Nederlag i Krigen med Tyrkerne, en Begivenhed, der måske kan fremkalde en ny Verdenskrig, behandles som quantité négligeable.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.
En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.
Preben kom til Middag, optaget af de store Begivenheder; han bliver ikke træt af at kalde Hitler en Skurk, en Forbryder: Prebens Motivering er den, at Hitler kunne få Sudeterlandet gratis og dog ville fremkalde en Verdenskrig. Preben læste et Par Breve op fra Ingegerd fra London.
Til Europas Forfærdelse er Hitler rykket ind i Prag og har erobret hele Bøhmen og Mähren. Nu er der intet mere sikkert.