Sad først lidt inde hos Starck på hans Værelse, så kom Frøken Holmblad ind og bad os drikke Te med hende, hun ser så træt, distræt og forpint ud, hun holder vist meget af Starck, blev ganske forbavset ved at erfare, at Frøken Holmblad var 68 År.
Var til en pragtfuld Koncert, Ellen Becks. Forbavsende, at hun, der nu nærmer sig de 60, har bevaret sin Stemme så godt, hun kan synge alle vore andre Sangerinder sønder og sammen, hun har den store Stil, både hvad det sanglige og hvad Teksten angår.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.