Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Var henne på Hotel Nordland at gratulere Karl Gustav til hans Fødselsdag, men traf ham ikke; Portieren spurgte, hvem han skulle hilse fra, og da jeg havde afgivet Svar, forvandledes Mandens Væsen Fuldstændigt, hvor Menneskene dog er snobbede!
Der kæmpes nu for anden Gang i denne Krig om det ulykkelige Polens Hovedstad, Nordfrankrigs Byer ødelægges; nu står de kæmpende Hære ved Siegfriedlinjen, der sikkert er i bedre Stand end Maginotlinjen var det. Tyskerne plejer at have deres Ting i Orden, det plejer Franskmændene ikke.
Tyskerne er gåede over til Offensiven mod Vest, medens de Allierede skændes indbyrdes og Churchill og Eden bekæmper [Venner] Stalins Venner i Grækenland.
Arbejdede på en Afhandling om Odense Teater, som jeg har lovet Poul Dreyer og Rungwald til Jubilæumsbogen.