Tyskland synes noget at have forregnet sig med Hensyn til Virkningen af den nye Konstellation Rusland-Tyskland; England og Frankrig fastholder stadig, at ville støtte Polen i Tilfælde af Krig. De tyske Hære er på Vej mod den polske Grænse.
Graae mente, England og Frankrig snart blev nødt til at indlede Fredsforhandlinger, de kan ikke klare sig mod de mægtige Stater Tyskland og Rusland; nu vil Rusland til at opsluge det ulykkelige Finland og strækker allerede sine Fangarme ud mod Sverige.
Nu er det sket. Rusland har under det elendigste Påskud, der endnu har indledt en Krig, kastet sig over Finland.
Det forlyder nu, at da Frankrigs og Englands Sendebud i Moskva forhandlede om en Alliance med Rusland, stillede Stalin og Molotov Krav om frie Hænder overfor Finland og Østersøstaterne, det blev afslået; men så kom Ribbentrop og han gik på Hitlers vegne med på den værste.
Smukt at læse om de Skarer af begejstrede unge Mænd, der fra overalt i Europa strømmer til de finske Faner for at beskytte det heltemodige Finland mod russisk Despoti; Prins Valdemars Svigersøn, Prins René af Parma, er på Vej derop, han kom til København i går på Vej til Finland.
Så kom Hans, der var meget opfyldt af Verdensbegivenhederne, han mente, at Hore Belishas og Ribbentrops Træden i Baggrunden betød Udsigt til en Fredskongres, for de to var de ivrigste efter at der skulle blive virkelig Krig mellem Tyskland og England, og ikke det nuværende Spilfægteri.
Pænt Brev fra Thyra, der fortæller, at Svogeren Knud Juel nu også er draget mod Nord for at indtræde som Frivillig i den finske Hær; det er den anden af mine Slægtninge, der er ilet Finnerne til Hjælp; den anden er min Grandnevø, Erhard Frijs; Agnes Sønnesøn.
Jeg begynder at håbe på, at en Revolution i Rusland skal bringe en Afslutning på Krigen; det ulmer overalt i det store Rige, og Banditten Stalin er blevet urolig.
Om Aftenen havde jeg en Del Skriveri i Anledning af de finske Børns Anbringelse, der skal 100.000 her til Danmark. Lad os håbe at Systemet i Rusland er så råddent og Landet så overmodent til Revolution, at der ikke bliver noget af Finlands Erobring.
Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.
Arbejdede på Storkansleren. Var til Generalprøve på Folketeatret Kl. 1, det var Howalts Asfalten synger, et farligt Stykke med dets Proklamering af at alt er tilladt er yderst farlig.
Jeg gad vidst, om det ikke var rigtigt, hvad Ellen Beck sagde i Søndags henne i Frederiksberg Teater, at det vist er forkert, når Plakaten angiver Gustav Wied som Forfatter til Hendes gamle Nåde, der i sin dybe Alvor er så forskellig fra Wieds sprælske Muse.
Alle Aviserne indeholder lange Beretninger om min Stilling til Betty Nansen Teatret, ”B.T.” skriver blandt andet, at hele København glæder sig, men undres over, at Hjælpen skulle komme fra Langeland, og ikke fra Staten og Frederiksberg Kommune.
”Ærbødigst” i Berlingske Tidende har et morsomt Vers om min Hjælp til Betty Nansen Teatret; ”Slottets Kældre er fulde af hele Skæpper med Guld”.