Besøgte Houmark, der var meget glad over, at han var kommet på Finansloven med en særdeles rundelig Forfattergage.
Var i Casino at se det meget fængslende Kriminaldrama Det Offentlige mod Mary Dugan. Fik i Mellemakten at vide, at Stykket er bygget på en virkelig Begivenhed, der er passeret i London.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.
Var til Eftermiddagsforestilling på Folketeatret og så et ganske morsomt amerikansk Lystspil Færdig med Kvinder, morsomt at gense Mathilde Nielsen.
Nu kommer Betty Nansen med en ny Overraskelse, hun vil benytte det gamle Casino til Biografteater; hun er en urolig gammel Dame, og som hun kan gøre Reklame, hun vil også gøre religiøs Propaganda ude på Casino og lader til at have fastholdt sine Oxford-Forbindelser.
Arbejdede på Storkansleren. Havde Besøg af Fru Andresen, der fortalte, hvor mange Ubehageligheder, hun havde hjemme i Kerteminde som Følge af Datterens Besøg.