Nød rigtig Haven og dens Blomster. De allierede trænge stærkt frem på Sicilien; Russerne er sikkert meget opbragte over, at dets Allierede ikke opfylde Stalins inderlige Ønske om, at de må angribe Balkanhalvøen.
Arbejdede på Storkansleren. Nielsen fortalte mig, at han havde talt med en dansk Arbejder, der lige kom fra Hamburg; Manden havde mistet sin Kone og sit eneste Barn under det sidste Bombardement.
Var oppe hos Thomans for at få gjort noget ved min Bandage.
Arbejdede hele Eftermiddagen med Fru Reinhold-Jacobsen, der i Pauserne fortalte om alt det, hun havde fået at vide af den unge Holm, der lige er kommet hjem fra Tyskland.
Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.
Arbejdede på en Afhandling om Odense Teater, som jeg har lovet Poul Dreyer og Rungwald til Jubilæumsbogen.
Vågnede, da Atombomben eksploderede, men mærkede ikke noget. Atombomben er en god Kakkelovn, der, hvor den eksploderer, stiger Termometret til 68 Millioner Graders Varme; det bliver en forfærdelig Krig, den som formodentlig snart kommer.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.