Om Aftenen iførte jeg mig min Gallauniform og kørte op til Quirinalet. En sød Lakaj ligesom på Amalienborg åbnede Vogndørene. Hele Vejen op ad Trapperne stod de røde Lakajer i Rækker foran Gelænderet og stod ret ligesom Soldater.
Blodig Revolution i Lissabon. Det virkede uhyggeligt og deprimerende på mig.
Tanken om Revolutionen i Portugal piner mig vedvarende, jeg har jo lige fra mine tidligste År hadet Republikken og holdt af Monarkiet.
Efter at jeg havde læst Aviserne og set, at der endnu ikke er svageste Håb om Ende på den forfærdelige Krig skrev jeg en Del Breve, 1½ kom Bentzen med Automobilet og kørte mig ad Bogense til på en Mindetur.
Var oppe at se til Starck, der er dybt nedtrykt over sin sørgelige Tilværelse, også hans Håb om at blive Fremmedfører, er slået fejl. Han sagde, at Fru Nansen lukkede sit Teater, og at hendes Skuespillere under Jakob Nielsens Ægide gik til Aalborg, hvad gør Karl Gustav?
Skrev til Pastor Reerslev i Anledning af den Succes, han har haft med Skriftefaderen på Aalborg Teater.