Glæder mig til Odenseturen på Fredag, har også bestilt Billet til Hansen, ham jeg meddelte det i Brev. Skade at Budtz forlader Odense Teater, han skal til Folketeatret i København. Jeg skal besøge ham på Fredag.
Var henne i Folketeatret at se Sven Langes Fru Marie Grubbe, der står ganske på Højde med de værste Dramatiseringer af Gøngehøvdingen.
Arbejdede længe på Det Kongelige Bibliotek, ude i Forhallen talte jeg med Robert Neiiendam, vi drøftede Hans Chr. Knudsen i Anledning af at jeg skriver om ham i tredje Del af ”Generalen” og Neiiendam har overladt mig et interessant Billede af Knudsen til Bogen.
Sad roligt og læste i Les Thibault og i Georg Brandes, Goethe og Grundtvig. Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret og så Cornevilles Klokker.
Marstrand spiste hos mig i dag, bagefter var vi i Betty Nansen Teatret og så O’Neills Drifter, man må beundre som der arbejdes på den lille Scene, også fra den så sympatiske Henrik Bentzons Side.
Preben skriver om de vanskelige Forhold i England, han så nu de indiske Fyrsters Sammenkomster med de engelske Ministre og disses Koner, tidligere Kokkepiger og Sypiger og mindedes den holstenske Adels Udtalelser om at den ikke ville regeres af den sjællandske Bonde.
Store Begivenheder i Tyskland, hvor det synes som om Højre skal komme til Magten. Gid så Republikken må blive fejet væk.
Starck skriver fra Berlin, at Elendigheden i den tyske Rigshovedstad er endnu større end de første År efter Krigens Slutning, Folk, der have kendt bedre Dage, ligger på Gadehjørner og er glade ved at få 5 Pfennig. Det bærer efter Starcks Mening hen mod Monarki, Folk længes efter Orden.
Glæder mig over Hitlers Valg til Rigskansler, blot det må betyde Monarkiets Genindførelse.
Kejserdømmets Genindførelse i Tyskland synes at være Spørgsmål om Dage.
Forfærdelige Begivenheder nede i Berlin, ubegribelig er den Dumhed, der har drevet Kommunisterne til at afbrænde Rigsdagsbygningen et Par Dage før Valget og derved give Hitlers Regering et velkomment Påskud til Undtagelseslove imod Omstyrtningspartierne.
Hvor er det dog en smuk Årstid! I Dag så jeg de første Skovmærker. Ude i Verden er det ikke så smukt, men det trækker dog af til fredeligere Forhold.
Arbejdede på Storkansleren hele Formiddagen og det meste af Eftermiddagen. Hvilede inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen i Folketeatret, hvortil jeg var inviteret af Thorvald Larsen. Folketeatret er vedblevet at være det hyggeligste Teater i hele København.
Var et lille Løb i Frederiksberg Have bestilte Blomster til Karl Gustav i Aften, hvor jeg skal i Betty Nansen Teatret.
Den lille pågående Esther Scheel har uden videre lade[t] et Par Udtalelser af mig under Opførelsen af Et Dukkehjem aftrykke som en Art Interview i B.T.
Efter Direktør Thorvlad Larsens Ønske skrev jeg en kortere Afhandling om Et Dukkehjems Opførelse, jeg gjorde det så anerkende[ende] som jeg mente at kunne forsvare det.