1880-1889

Ih, hvor har jeg haft travlt med Komedien, foruden to Prøver har jeg måttet rende fra Herodes til Pilatus hele Dagen i den Anledning.

Jeg var noget uoplagt i Dag ovenpå Komedien og var noget forvirret under Overhøringen, klarede mig ellers godt, særlig i Tysk. Efter Bordet kom Treschowerne og Tolstrup og hentede mig til en Spadseretur. Sehested og Madsen sluttede sig til. Senere gik jeg med Løjtnant Poulsen.

Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive Genstand for sådanne Ovationer for mit Komediespil.

Efter Bordet sad vi inde i Dagligstuen indtil vi skulle køre til Teatret. Der gik Gounods Opera Romeo og Julie, der var ganske godt besat, ikke mange Bekendtere: Tante Polly og Frederik, Fru Grøn med Datter og Greve og Grevinde Raben.

Preben og jeg var i Casino og betalte Billetterne selv. Der gik Erik Bøghs gamle bekendte Eventyrkomedie Kaliffen på Eventyr. For mange År siden som ganske lille så jeg det, Tiderne skifte, nu er man selv og Folk i det hele taget mere forvænt.

I det hele taget står jeg egentlig ikke i så godt et Forhold til mine Kammerater for Tiden, som hele forrige Skoleår og Begyndelsen af dette, om Skylden er min er vanskelig at sige, men et er sikkert jeg drages nu mere til København.

Det lader næsten til at Boulanger skal blive Diktator eller Kejser af Frankrig, nu er han i Seinedepartementet bleven valgt ind i Kammeret med 80000 Stemmers Majoritet, Republikken synger vist på sit sidste Vers.

For 25 År siden ved denne Tid stod de første Slag nede i Slesvig dengang to Stormagter overfaldt det lille Danmark, dengang Preussen hævnede de Prygl, den fik i 48.

Tante Line bor hos os i denne Tid, hun er så rar, det er så yndigt når hun er her i Besøg, hun bliver her som sædvanligt en Måned. Graas kommer i Følge Indbydelsen til Middag, men Moder og Tante Line kunne naturligvis ikke gå med i Teatret, Preben og jeg var der derfor alene med Graaes.

Roskilde Klub (en Klub, som de nettere Familier i Byen have) holder Maskerade Søndag 17. Marts. Bare den bliver til noget, thi Latinskolens 5. og 6. Klasse have Adgang til Klubbens Baller og lignende Fester.

Det er nu igen begyndt at gå godt i Græsk. Mathiesen har givet os fri både for Fransk og Stil til den første Dag efter Fastelavnsfesten.

Vi begyndte med romersk Bad og kom hjem med god Appetit til Teen. Efter Frokost gjorde vi Visit hos Bedstefader, med hvilke to + Frederik vi gik en lille Tur, derpå var vi alle uden Bedstefader henne at se Kæmpen i National, på Hjemturen var vi inde hos Konditoren på Amagertorv.

Min Maskeradedragt bliver elegant, jeg har fået Brev fra Børresen om, at han har været i Dagmarteatrets Garderobe for at se Originalen, efter hvilken han nøjagtigt vil sy den: Blå Silkefrakke, hvid Silkevest og ditto blå Benklæder.
 

Jeg glædede mig hele Dagen til Dronning Margareta. Vi gik til Enden af Langelinie, på Hjemturen mødte vi Grev Moltke-Huitfeldt med Allan. Gennem mange Smågader gik vi til Sølvgade for at besøge Tante Sophie.

Jeg så netop i dette Øjeblik i Berlingske Tidende, at Kejserinde Friedrich med sine tre Døtre på Mandag kommer til Fredensborg. Kejserinden sejler med ”Dannebrog” til København.

Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?