Kastede mig som hver Morgen over Aviserne for at læse Nyhederne fra Norge. Nu lader Prins Carls Tronbestigning til snart at skulle blive til Virkelighed. I Rusland raser Revolutionen videre.
I disse begivenhedsrige Tider, hvor Revolution og Kongevalg – Rusland og Norge – holde hele Verden i Spænding, styrter jeg mig over Aviserne som over en spændende Roman.
Jeg har allerede Feber ved Tanken om Aage Moltkes Ankomst, skønt der er flere Dage til. Meget optaget er jeg af at læse om Prins Carls Tronbestigning; Kongens Tale til ham, ved den norske Deputations Modtagelse, er meget smuk og rørende.
Opførelsen af Tristan og Isolde virkede stærkt på mig. Edyth Walker var en pragtfuld Isolde. Mest Indtryk på mig gjorde Slutningen af Scenen i anden Akt mellem Tristan og Isolde samt Isoldes Liebestod.