Så i Det Kongelige Teater Sophus Michaëlis Lægen. Indignationen over det russiske Kejserdømmes Gerninger synes allerede så forældet nu under Bolsjevikkernes blodbestænkte og tyranniske Regimente.
Var dårlig og ilde tilpas. Op ad Dagen blev det bedre, så jeg havde Glæde af Ved Bosporus og Kermessen i Brügge. Nede i Hallen på d’Angleterre sad Fabrikant Hans Steensen i en meget øm tete-a-tete med en ung Løjtnant.
I København tog jeg ind på d’Angleterre. I Forhallen så jeg Viggo, der hverken så videre overrasket eller glad ud over at træffe mig. Han havde sin trætte og blaserede Mine på. Det var ikke lykkedes ham at finde en Lejlighed. Han så smukkere ud end i Kolding.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
Sad lige til 11½ for at vente på om Viggo dog ikke ville komme ned til mig for at gøre det godt igen at han havde brudt sit Løfte i går Aftes, men der kom ingen. Så gik jeg op til Heine, da Rubow er bortrejst. Han mente, jeg havde haft godt af Bicykelturene, men gentog, at mit Hjerte var svagt.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.
Var ude på Det Ny Teater at se en yderst spændende Detektivkomedie Barton-Mysteriet. Talte med Amtmand Grøn.
På Folketeatret så jeg det slet skrevne Hausse, der gør så stor Lykke fordi det er aktuelt.