Pænt langt Stykke i Fyens Socialdemokrat i Anledning af mit Tilskud til Odense Teater. Bladet håner tykt de 5 Bestyrelsesmedlemmer, der lader mig om det alene… Var først henne at bestille Billetter til Hammer og mig til Teatrets Festopførelse på H.C. Andersens 125 Års Fødselsdag.
Brev fra Direktør Thorvald Larsen med Underretning om, at Starck var engageret til Odense Teater og at Betty Nansen, der nu opgive sit Teater, ville optræde som Gæst i Odense som Dronning Margareta i Oehlenschlägers Tragedie.
Sad længe oppe på Teatret inde på Direktørens Kontor, man kunne inde fra den nærliggende Scene høre Prøverne på Hotel Stadt Lemburg. Thorvald Larsen havde på mine Vegne skreven til Fru Betty Nansen og bedt hende spille Yrsa og i Ristes Rust her på Teatret.
I Teatret så jeg Operetten Hotel Stadt Lemberg. Talte i Mellemakten med Redaktør Dreyer, der er blevet noget dårlig til livs.
Tænkte en Del over Stykket i går og finder mere og mere, at der er noget råt i denne gøren Løje med den frygteligste af alle Krige, hvis Afslutning kun ligger 12 år tilbage i Tiden.
Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
Det synes at interessere Folk hvad jeg har skrevet om Heibergs Syvsoverdag. Odense Teaters Opførelse af Dramaet synes at skulle blive en Begivenhed.
Var til Premieren på Syvsoverdag. Forbløffende hvad Odense Teater kan præstere i Retning af Sceneteknik, det gamle Gurre Slot, der dukkede op af Gulvet, var et smukt og forbløffende Syn, det samme gælder den stjerneklare Nat ved Gurre Sø. Starck var udmærket som Valdemar Atterdag.
Denne Slubbert i Venstrebladet bliver ved at forfølge Odense Teater i Anledning af dets Forbindelse med mig, det er ren Fanatisme, Direktørens Svar lidt vagt, men han taler med megen Taknemmelighed om mig.
Skrev et langt Brev til Direktør Thorvald Larsen angående Odense Teaters Planer for den øvrige Del af Sæsonen.
Pænt Brev fra et Barnebarn af Hartmann som Tak for, at jeg havde bragt Syvsoverdag frem.
Læser hver Aften i Alfred de Musset og forener derved det nyttige med det behagelige.
Havde en Aften med Læsning i Heiberg, havde tænkt på, at den ene Forestilling på Odense Teater skulle bestå af Mussets Marianne og Heibergs Alferne.
Læste om Aftenen Heibergs De Nygifte og tænkte på det helt nye Eksperiment at bringe det til Opførelse på Odense Teater.
Sad længe oppe hos Starck, som var glad og ligevægtig efter sit Genengagement. Han bad mig meget fastholde min Plan om Don Carlos, da det efter hans Mening ville trække.
Kørte til Odense og gratulerede Fru Schrader til Hendes Fødselsdag, der var en Del Damer fra Odense, der søgte at nedkæmpe deres Usikkerhed over min Nærværelse, Fru Larsen satte et mut Ansigt op for at dække over Usikkerheden. Der blev naturligvis talt meget om Den gamle Præst.
Skrev langt [Brev] til Direktør Thorvald Larsen i Anledning af de nye Bestemmelser om at jeg og Odense Byråd bliver de eneste Bidragydende til Teatret, meddelte desuden, at Axel Bro og Fru Tessen skulle have Legatet.
Arbejdede på Generalen lige til jeg skulle afsted til Odense, det var nu blevet Tøvejr. Spiste på Grand Hotel og var så henne at se Den gamle Præst igen. Blev endnu mere bevæget over Poul Reumerts Spil – sidste Akt og hans Sammenspil med Carl Lauritsen.
Lang Skrivelse fra Direktør Thorvald Larsen, der ønsker Udtalelser fra mig om, hvad Poul Reumert skulle spille i på Odense Teater næste Sæson, tror jeg vil foreslå Hakon Jarl og Valentin i Mussets Il ne faut jurer de rien. Meget glad og fornøjet.
Spiste på Grand Hotel og var så henne at se Poul Reumert i det lille finske Stykke Galgemanden og i Molières Den indbildt Syge.