Det var velgørende at sidde i den lune Kirke, hvor der var opvarmet. Pastor Nielsen tordnede løs mod det nye Forlystelsesetablissement, der lige er åbnet i København, National-Scala, der har kostet 9 Millioner og kan rumme Tusinder af Mennesker, og det midt i Dyrtiden.
Læste om Aftenen videre i de Stykker Direktør Thorvald Larsen havde sendt mig.
Skrev til Direktør Thorvald Larsen for at meddele ham mit Skøn over de dramatiske Værker, han havde sendt mig. Tog fat på en længere Afhandling om Schillers Røverne for at retlede Tilskuerne, inden Tragedien kommer frem på Odense.
I Odense så jeg Carl Gandrups Det sidste Regnskab. Det glædede mig at se Frøken Clara Schwartz, der spillede Hovedrollen, hun er finere og dybere end Teatrets andre Damer.
Langt Brev fra Direktør Thorvald Larsen i Anledning af Rollebesætningen i Røverne, kedeligt at Starck ikke kan blive Carl Moor, men hvem skulle i så Fald spille Frantz? Umuligt anderledes.
Læste Die Räuber grundigt igennem og skrev derefter til Direktør Thorvald Larsen angående Indstuderingen og Rollebesætningen.
Var henne at se det gamle Im weissen Rössl, der er lavet om til en moderne Operette med alt dets Tilbehør af Dans, Gymnastik og Afklædning. Forbavsende så hurtigt en Skuespiller kan klæde sig om.
Brev fra Direktør Thorvald Larsen, der ønskede en Forhandling angående Opførelsen af Røverne. Kørte til Odense om Eftermiddagen og drøftede længe Røvernes Opførelse med Direktøren.
Tilbragte nogle meget hyggelige Timer hos Starck i hans mere og mere tiltalende Lejlighed, han har så megen Sans for Hygge og køber stadig enkelte Billeder og Møbler eller Nipsgenstande. Starck fortalte mig om P.A.
I Teatret så jeg Skjoldborgs Ideale Magter, der egentlig tiltalte mig ved Stykkets Ærlighed, det smigrer ikke for nogen, og det er ikke således, at Baghusets Beboere er Engle og Forhusets Djævle.
Arbejdede på min Afhandling om Schillers Røverne, det bliver en temmelig lang Ledetråd, men Fyns Stiftstidende vil gerne have sine Læsere orienterede.
Min Afhandling om Røverne var kommet frem i Fyns Stiftstidende. Desværre kommer Røverne ikke frem på Torsdag.
Kørte til Odense og var straks henne at se til Starck, der havde det en Del bedre, jeg bragte ham nogle Bøger. Jeg fik Indtrykket af, at der blev sørget godt for ham, Dr. Nander tilser ham og lader en Sygeplejerske komme til ham en Gang imellem, så der var åbenbart ikke noget for mig at ordne.
Inden jeg skulle til Behandling hos Dr. Wegge sad jeg nogen Tid hos Starck, der havde det meget bedre, han kan, med små Midler skabe Hygge omkring sig, nu havde han fået Planter i Vinduerne.
Var inde til Opførelsen af Nøddebo Præstegård. Det Stykke har jeg altid holdt så meget af, også fordi det minder mig om Moder, der som Barn og ung Pige kendte godt Beboerne i Nøddebo Præstegård, alias von Wylichs, Greve.
Modtog fra Direktør Thorvald Larsen et maskinskrevet Eksemplar af Riis-Knudsens Oversættelse af Røverne, som jeg fordybede mig i om Aftenen.
Var inde i Odense til Førsteopførelsen af Schillers Røverne. Rektor Holbechs sad som sædvanlig lige bagved mig og var som jeg fuld af glad Forventning.
Kørte så til Odense hvor jeg først var henne på Teatret hos Direktøren og havde en lang Samtale med ham, om Opførelsen af Røverne, også han var af den Mening, at Starck var den bedste af alle de Optrædende.
Skrev til Thorvald Larsen og fremsatte en Del Forslag vedrørende Opførelsen af Hakon Jarl, blandt andet henstillede jeg, at Kjærulf-Schmidt fik Gribs Rolle, som han så meget ønsker, han fortjener så sandt en Glæde efter den Iver, han har udvist i Røverne.