Kl. 2 kom Karl Gustav Olsen kørende. Ludvig var med Thorvald inde at hente ham, og Henrik stod i Forhallen og tog imod. Jeg gik ham i Møde i den røde Stue og vi gik så ind i min Stue, hvor vi under Samtalen straks faldt godt i Tråd med hinanden.
Et meget smukt og varmt Brev fra Karl Gustav Olsen. Havde en lang Forhandling med Friis om Formiddagen. Var ude at se til Såningen, går meget langt i denne Tid og er ikke træt om Aftenen. Visit af den nye Toldforvalter og af Fru Andersen, der kom for at takke for min Støtte til Korforeningen.
Jeg er snart træt af at være Mellemmand mellem Starck og Direktør Thorvald Larsen i Anledning af Genengagementet, Starck hænger sig på en barnagtig Måde i ganske ligegyldige Formaliteter, det er den usalige Forfængelighed.
Veksler Breve i denne Tid med Direktør Thorvald Larsen om Planerne for næste Sæson på Odense Teater.
Pænt Brev fra Frøken Clara Schwartz, der skriver om Karl Gustav Olsen, at han er et elskeligt Menneske.
Var henne på Teatret at afhente de tvende Billetter til anden Påskedag, talte med Direktøren, der er i fuld[e] Gang med Prøverne på Hauptmanns sidste Stykke, Paul Reumert spiller Hovedrollen, blot det nu ikke må blive for meget Stjernekomedie.
Nåede at få arbejdet lidt på Storkansleren inden jeg kørte afsted til Odense. Kørte direkte til Teatret, hvor Romeo og Julie blev opført som Eftermiddagsforestilling. Det var 6te Gang jeg så Stykket i denne Sæson, og jeg nød Forestillingen i lige så høj Grad som første.
Arbejdede på Storkansleren Middag lige til jeg 4½ spiste Middag og kørte så til Odense at se Poul Reumert og Kone i det franske Stykke Aldrig et Kys. Det er rigtigt hvad Preben skriver, at der er noget hos Fru Reumert, der minder om Anna Larssen, navnlig hendes Inderlighed.
Var henne at se Jorden rundt i 80 Dage. Vore Dages Publikum savne ganske den Naivitet, der er nødvendig for at kunne goutere en sådan Forestilling, selv Børnene lo af Indianerhylene og af Dampskibet og Jernbanen på Scenen.
Måtte atter mægle mellem Thorvald Larsen og Starck, det er jeg snart ked af.
Da jeg vil se at bringe Schillers Don Carlos frem på Odense Teater til næste Sæson, arbejder jeg i denne Tid med Værket for at se hvad der skal springes over, mindst Halvdelen må stryges.
Var inde i Odense at se Nøddebo Præstegård. Jeg mindes aldrig i mit Liv at have set et så gabende tomt Teater! Og Aggerholm har ingen ny Forestilling at sætte i Stedet for, og Nøddebo kan måske højst gå 3 Gange. Hvad skal det dog blive til.
Ærgrer mig over Odensebladene, der roser alt hvad Aggerholm foretager sig, endog den skandaløs slette Opførelse af Den glade Enke, den rare og dygtige Thorvald Larsen blev snarere modarbejdet af Pressen.
Arbejdede på Storkansleren hele Formiddagen og det meste af Eftermiddagen. Hvilede inden jeg skulle til Eftermiddagsforestillingen i Folketeatret, hvortil jeg var inviteret af Thorvald Larsen. Folketeatret er vedblevet at være det hyggeligste Teater i hele København.
Skrev langt Brev til Preben, desuden til Dr. Nander og Starck, og en Del Forretningsbreve. Henvendelse om Støtte fra Otto Jacobsen, Helge Rungwald og Emil Bønnelycke, der er Liebhavere til Direktørstillingen ved Odense Teater.
Var et lille Løb i Frederiksberg Have bestilte Blomster til Karl Gustav i Aften, hvor jeg skal i Betty Nansen Teatret.
Den lille pågående Esther Scheel har uden videre lade[t] et Par Udtalelser af mig under Opførelsen af Et Dukkehjem aftrykke som en Art Interview i B.T.
Om Aftenen fordyber jeg mig i Dr. Borbergs Drama, der har store Skønheder, men også lovlig stærke Scener.
Efter Direktør Thorvlad Larsens Ønske skrev jeg en kortere Afhandling om Et Dukkehjems Opførelse, jeg gjorde det så anerkende[ende] som jeg mente at kunne forsvare det.
Var i Dagmarteatret og [så] et meget morsomt amerikansk Lystspil af Samson Raphaelson Vi unge Mennesker. Hovedrollerne blev naturligvis spillede af Poul Reumert og Kone. Dagmarteatret har en talentfuld Skuespiller Angelo Bruun, der minder om Karl Gustav.