Bladene taler anerkendende om Karl Gustavs Udførelse af Hamlets Rolle.
Odensebladene taler meget rosende om Karl Gustav; min Søn har været underkastet et langt Interview af Fyns Venstreblad; det er holdt i en kåd og drengeagtig Tone og omhandler både hans Ægteskab og Forholdet til mig og mange andre Ting, som ikke vedkommer Publikum.
Karl Gustav sendte mig sit Billede af Hamlet med Yoricks Hoved; meget smukt. Arbejdede med Fru Jacobsen, der i går havde været sammen med engelske Officerer; de havde talt med megen Modvilje om Russerne, som de mente Englænderne snart kom i Krig med.
Havde Besøg af Karl Gustav, der meddelte mig, at han havde afslået at spille Don Carlos, da han var fornærmet over, at Allé-Scenens Direktion ikke som tidlig[ere] ville engagere ham fast.
Skrev til Direktør Heger angående Opførelsen af Don Carlos; jeg tror, det er en god Ide at lade Svend Fridberg sætte Dramaet i Scene, Han har le feu sévère og er Det Kongelige Teaters onde Samvittighed takket være Oplæsningsmatinéerne.
Karl Gustav besøgte mig efter Frokost; han meddelte, at Drengen Fritz var blevet en Succes, så der bliver ikke noget af Don Carlos før i Begyndelsen af næste Sæson, og jeg havde lige skrevet noget til Allé-Scenens Program for at vejlede Publikum.
Karl Gustav kom på et rart Besøg; han ligger hver Dag i Sengen til hen på Eftermiddagen, når han skal til Prøve på Don Carlos; Philip den anden skal spilles af Federspiel, det bliver nok godt.
Om Aftenen læste jeg i Olaf Gynts Drama Kydos, som jeg har fået tilegnet af Dirigenten; der er ingen Retfærdighed til, ifald dette Stykke ikke kommer frem på Det Kongelige Teater. Skrev til Preben.
Var sammen med Karl Gustav til Generalprøve på en vanvittigt fjollet Farce af den amerikanske Kesselring Arsenik og gamle Kniplinger.
Stalin optræder med større og større Frækhed, nu har [han] ladet sine Tropper rykke mod Teheran. Arbejdede på Storkansleren.
Skrev langt Brev til Preben; Karl Gustav besøgte mig, glad over at Erling Schroeder var kommet hjem fra Skituren i Norge og nu prøvede som Markis Posa, en Rolle der passede så godt til ham.
Karl Gustav kom herop lige inden Prøven; han var glad ved sin nye Lejlighed og ved at være trådt Ingegerd nær, naturligvis er Erling Schroeder ypperlig som Markis Posa.
Arbejdede på en Afhandling om Odense Teater, som jeg har lovet Poul Dreyer og Rungwald til Jubilæumsbogen.
Var til en smuk og gribende Forestilling i Det Ny Teater, hvor Kjeld Abells Silkeborg blev opført, hvor må Forfatteren være himmelvidt forskellig fra Faderen, min afdøde Ungdomsbekendt, den rolige og sindige Peter Abell.
På Vejen til Frederiksberg Kirke sad den påtrængende Frøken Brandt og passede mig op; jeg bebrejdede hende, at hun fylder sine Breve med Bagtalelse af Karl Gustav.
Arbejdede længe på Storkansleren, da jeg havde hvilet lidt, gik jeg ind til Allé-Scenen for at høre, når Generalprøven var; mødte Karl Gustav, der vise mig en af Dekorationerne til Don Carlos; han lader sit Hår vokse til Rollen og skal ind at have det krøllet hos Munk.
Var til den første Generalprøve på Don Carlos, som jeg overværede ganske alene Kl. 12½.
Om Aftenen skrev jeg til Svend Fridberg og nævnede for ham de gode og de mindre gode Side[r] ved Opførelsen af Don Carlos. Han bliver næppe tilfreds med Værdsættelsen af hans Sceneinstruktion, mais que faire?
Arbejdede på Storkansleren. Sad ved Siden af min Svigerdatter til Premieren på Don Carlos, hun så nydelig ud, men var lidt for pyntet. Det var Stjernekomedie, og Stjernerne var Karl Gustav og Erling Schroeder.
Alle Bladene er uden Undtagelse enige om, at nedsable Udførelsen af Don Carlos, også Karl Gustav bliver brutalt revet ned, meget uretfærdigt; jeg er meget ked af det, det er mig en stor Skuffelse.