Var til Eftermiddagsforestilling på Dagmarteatret og så Pygmalion. Spiste her på Hotellet bagefter og nød rigtig en Times Tid at sidde og læse i Problematische Naturer. Gik hen til Komtesse Lerche, hos hvem jeg traf Admiral Evers og Frue samt Ida Skeel og Regitze Lerche.
Christian havde fyret lidt for stærkt inde i Sovekammeret, og jeg behøvede blot at gå fra dette ind i den koldere Stue ved Siden af for straks at blive forkølet. Var til overmåde behagelig Middag hos de rare Juels på Hverringe.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Tunis og Bizerta er erobrede af de Allierede, mon det vil rykke Freden nærmere? Vil de Allierede prøve på at trænge ind i det europæiske Fastland over Sicilien eller over Tyrkiet? Men hvorledes vil det gå med Tyrkiets Neutralitet? Måske har England lovet Tyrkiet Beskyttelse mod Rusland.
Redaktør Asger Kanstrup vil have mig til at svare offentligt på de mange Indlæg, min Afhandling om Livet efter Døden har givet Anledning til; jeg kunne nok have Lyst til det. Var for anden Gang henne at se Dagmarrevyen.
Urolighederne have bredt sig til Svendborg, hvor det går til som i Odense, alle Jernbaner på Fyn er sat ud af Funktion, og der går ingen Færger over Storebælt.