Havde en rar Eftermiddag henne i Kinopalæet, hvor jeg for anden Gang så Hans Onsdagsveninde. Karl Gustav så så godt ud; det upålidelige, der er i hans Karakter, har han ikke vanskeligt ved at gengive i Rollen her; lo hjerteligt over Peter Malberg som Baldur Svanemose.
Arbejdede hele Eftermiddagen med Fru Reinhold-Jacobsen, der i Pauserne fortalte om alt det, hun havde fået at vide af den unge Holm, der lige er kommet hjem fra Tyskland.
Bartholdy besøgte mig; han var meget knuget om Ruslands skændige Behandling af Finland, der er tvunget til at idømme de Statsmænd, der, på hele det finske Folks Vegne, erklærede Rusland den anden finsk-russiske Krig, medens ingen tænker på at straffe Rusland for Krigserklæringen 1939.
De Radikale bliver sig selv lig; inden 1914 proklamerede de, at der aldrig mere blev Krig i Verden, i 1939 erklærede de, at Danmark absolut ikke kom med i den anden Verdenskrig, nu råber de højt op om, at Konflikten mellem England og Rusland ikke kan fremkalde en tredje Verdenskrig, skønt alle an