Hentede Houmark, der spiste med mig. Han glædede mig med at fortælle, at hans nye Bog snart udkom; jeg længes meget efter at læse den, Viggo og jeg er portrætterede i den. Han sagde, at Arvid Rørdam havde fortalt, at Viggo arbejdede på et kunstværk til mig.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
Preben var her til Frokost, i Eftermiddag rejse han og Mary ud til Hellebæk for alene med Kai og Ingegerd at fejre deres Sølvbryllup. Fryde kom og modtog Manuskriptet til min nye Bog. Var ude at se til Viggo Jarl. Han er dog altid den samme trofaste Ven.
Dybt bedrøvet ved Tanken om, at Englænderne have halvt ødelagt Kølner Domen; Englænderne er Vandalernes og Hunnernes Efterfølgere. Var til en dejlig Mozart-Koncert i Tivoli; smukkest var Aksel Schiøtzes Foredrag af Ottavios Arie af Don Juan.