Var henne på Hotel Nordland at gratulere Karl Gustav til hans Fødselsdag, men traf ham ikke; Portieren spurgte, hvem han skulle hilse fra, og da jeg havde afgivet Svar, forvandledes Mandens Væsen Fuldstændigt, hvor Menneskene dog er snobbede!
Der kæmpes nu for anden Gang i denne Krig om det ulykkelige Polens Hovedstad, Nordfrankrigs Byer ødelægges; nu står de kæmpende Hære ved Siegfriedlinjen, der sikkert er i bedre Stand end Maginotlinjen var det. Tyskerne plejer at have deres Ting i Orden, det plejer Franskmændene ikke.
Georg Jørgensen var rørende glad over Skilderiet, også fra Herman Palludan fik jeg et pænt Takkebrev; han er glad ved nu at have fået Ansættelse ved Aarhus Teater; hvor er det en lykkelig Lod at være i Stand til at hjælpe andre.
Var i Frederiksberg Teater og så det så stærkt omdiskuterede Skuespil, som er tilskåret efter Sommerset Maughams Novelle Regn.
Arbejdede på en Afhandling om Odense Teater, som jeg har lovet Poul Dreyer og Rungwald til Jubilæumsbogen.