Var til den retrospektive Afskedsforestilling på Dagmarteatret, det var arrangeret af Politiken. Det bedste var Robert Neiiendams af gode Grunde stærkt koncentrerede Foredrag om Dagmarteatret gennem Årene. Meget smuk var Henrik Nathansens Epilog, fremsagt med dyb Følelse af Johannes Poulsen.
Redaktør Paul Dreyer fra Fyns Stiftstidende var her til Frokost med sin nydelige unge Frue.
Mødte Robert Neiiendam, der ligesom jeg var henne at se på Nedrivningen af Dagmarteatret, der gjorde ham ondt, ligesom det gør mig ondt.
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.
Tunis og Bizerta er erobrede af de Allierede, mon det vil rykke Freden nærmere? Vil de Allierede prøve på at trænge ind i det europæiske Fastland over Sicilien eller over Tyrkiet? Men hvorledes vil det gå med Tyrkiets Neutralitet? Måske har England lovet Tyrkiet Beskyttelse mod Rusland.
Karl Gustav havde plaget mig til at se Dagmarrevyen, noget dumt Tøjeri, som ikke engang var morsomt.