Moder og jeg blev meget begejstrede ved Beretninger om det mægtige Flensborg-Tog i København, endog ”Politiken” er revet med af den store Begejstringens Bølge, om det da ikke fra dets Side er Opportunisme parret med Sansen for Aktualitet.
Hvilken Vrede der er mod Danmark i hele det tyske Rige, et tysk Blad skriver således, at Tyskland hader ikke Danmark, dette Land er ikke det tyske Riges Had værdigt, man foragter det.
Atter et stort Nederlag for Lloyd Georges, Tyrkerne trænger frem på Balkanhalvøen og ville snart igen være Herrer i Konstantinopel.
Nu trækker det op til en alvorlig Strejke i England, jeg vil håbe, at Socialistregeringen er kommet til Magten, inden Strejken bryder ud, så vil den lære det som Der Zauberlehrling hos Goethe lærte; at det er lettere at slippe Ånderne løs end atter at binde dem.
Hvem skulle egentlig have troet, at to så konservative Lande som Kina og Tyrkiet skulle blive Republikker? Nu har Tyrkiet oven i Købet jaget den afsatte Sultan ud af Landet. Hvem havde før 1914 troet, at Kongedømmet skulle vare længere i Italien og Spanien end i Rusland og Tyskland?
Preben var her til Frokost, i Eftermiddag rejse han og Mary ud til Hellebæk for alene med Kai og Ingegerd at fejre deres Sølvbryllup. Fryde kom og modtog Manuskriptet til min nye Bog. Var ude at se til Viggo Jarl. Han er dog altid den samme trofaste Ven.
Kejser Wilhelm har på nogle Punkter været klogere end sin Samtid, blandt andet med Hensyn til den gule Fare, thi det at Englands og Frankrigs Politik tvinger Japan, og dermed Kina, lige i Armene på Rusland, må unægtelig betragtes som en stor Fare.
Var inde til Majoratsbesiddermødet, der er blevet indkaldt i Anledning af Højesterets Dom om Majoratsbesiddernes Skatter.
Hindenburg er opstillet som Kandidat til Præsidentværdigheden, det tiltaler min monarkistiske Følelse, men mon det dog ikke er en farlig Leg? Jeg håber han vil gøre det bedre end MacMahon i sin Tid.
Jeg havde gået i Spænding angående Præsidentvalget så jeg telefonerede straks om Morgenen til Kerteminde Avis for at få Resultatet at vide: Hindenburg er valgt!
Jeg tror ikke rigtigt på Professor Carl Hansens Teori om, at Bolsjevismen vil antage mildere og mildere Former nu hvor Trotzky atter er kommet til Magten; således at det nuværende Styre vil kunne konsolideres.
Hvad skal man tro om de engelsk-franske Aftaler? Mon virkelig England vil tillade at Frankrig dekreterer hele Rhinlandet som sit Operationsområde, ifald nogen af Frankrigs Allierede (Polen og Tjekkoslovakiet) bliver angrebet.
Preben skriver at Lloyd Georges vil have Staten til at ekspropriere Godsejernes Jord ”da de Mennesker ikke er nogen Nytte til”.
Var ude hos Kejserinden, der modtog mig på det venligste. Hun var for Resten meget irriteret over at Prinsesse Thyra var blevet tvunget til at forlade Amalienborg for at bo i en beskeden Lejlighed i Østbanegade uden så meget som en Dame om sig.