Jeg var til Eftermiddagsforestilling i Dagmarteatret og så Strindbergs dejlige Et Drømmespil.
Tog med 3 Toget til Odense. Hentede først min Billet på Teatret og var så henne at blive klippet og barberet hos Bayer. Hvilede inden Middag på mit Værelse på Grand Hotel. Fik en udmærket Gedde til Middag. Var i Teatret og så Czardafyrstinden.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
Provsten fortalte i sin Prædiken i dag om et Billede, på hvilket man så Kejser Wilhelm stå over for Kong Albert. Kejseren har en brutal og hoven Mine, rundt om ham ser man Huse i Ruiner, rygende Tomter, flygtende Kvinder og Børn.