Var i mit sorteste Humør under Gudstjenesten og endnu værre blev det under en Familiespadseretur inden Frokosten.
Stor Middag bagefter, de fra Nedergaard og Egelykke var der, jeg førte Komtesse Lerche til Bords.
Havde Næseblod om Morgenen efter at have ligget med Hovedpine i Nat. Jeg var henne til Palais-Koncerten. Schnedler-Petersen fremførte Tchaikovskys smukke Symfoni Nr. 6. Der var som altid fuldt Hus.
Man meddelte mig, at ved Mobilisering ville kun de 18 Årgange blive indkaldte, og jeg gamle Liv hører nu til 20ende.
Spiste som sædvanlig her på Hotellet og var bagefter til Premieren på Det Kongelige Teater, hvor afdøde Hjalmar Bergstrøms Prøvens Dag blev opført.
Var til Eftermiddagsforestilling på Dagmarteatret og så Pygmalion. Spiste her på Hotellet bagefter og nød rigtig en Times Tid at sidde og læse i Problematische Naturer. Gik hen til Komtesse Lerche, hos hvem jeg traf Admiral Evers og Frue samt Ida Skeel og Regitze Lerche.
Besørgede en Del Skriveri og gik så en ganske kort Rundgang i Bedriften. Brev fra Wittrup, at man i Italien bestemt venter Landets Deltagelse i Krigen mod Østrig i Marts, han gruer for det da han samtidig venter en Revolution over hele Halvøen.
Hentede Houmark, der spiste med mig. Han glædede mig med at fortælle, at hans nye Bog snart udkom; jeg længes meget efter at læse den, Viggo og jeg er portrætterede i den. Han sagde, at Arvid Rørdam havde fortalt, at Viggo arbejdede på et kunstværk til mig.
I dag er det Kejserens Fødselsdag! For et Par År siden var jeg på denne Dag i Frankfurt og så fra mit Vindue på Hotel Imperial på Parader på Operapladsen. Hvor mange mon der endnu er sluppet uskadt af Kampen af alle de fremtidige Officerer fra den Dag?
Folk i Odense vare ængstelige for hvad der ville hænde os den ominøse 18. Februar, når den preussiske Trussel skal sættes i Værk, nogle mene at Preusserne ville lægge Beslag på vor Udførsel og samtidig fylde vore Sunde og Bælter med Undervandsbåde.
Langt Brev fra den kære Viggo, der arbejder flittigt og lever stille i det uddøde Paris, han har fået Tilladelse til at aflægge et Besøg ved Fronten. Havde en Del Skriveri og gik Haven Rundt et Par Gange da jeg mærker at jeg ikke har godt af at sidde inde og læse hele Søndagen.
Med Moder på Amalienborg og fulgte med hende hjem, hvor Lisbeth og begge Frøkenerne Wimpfen sad oppe i Faderens Stue. Efter Middag var jeg med begge Damerne til Det gamle Spil om Enhver, der lod til meget at interessere begge Parter.
Var henne at købe Champagne hos Stausholm i Bredgade, mærkeligt at Champagnen trods Krigen ikke er blevet dyrere, men Tyskerne gav dem god Tid inden deres Nederlag ved Marne og troede de havde Måneder for dem til at plyndre Vin.
Da jeg åbnede Posttasken forefandt jeg et Brev fra Tom, der skildrer Forholdene i Hamburg som meget lidt prægede af Krigen, Teatrene melde hver Aften udsolgt Hus, og Levnedsmidlerne er ikke blevne dyrere.