Det er nu igen begyndt at gå godt i Græsk. Mathiesen har givet os fri både for Fransk og Stil til den første Dag efter Fastelavnsfesten.
Vi begyndte med romersk Bad og kom hjem med god Appetit til Teen. Efter Frokost gjorde vi Visit hos Bedstefader, med hvilke to + Frederik vi gik en lille Tur, derpå var vi alle uden Bedstefader henne at se Kæmpen i National, på Hjemturen var vi inde hos Konditoren på Amagertorv.
Min Maskeradedragt bliver elegant, jeg har fået Brev fra Børresen om, at han har været i Dagmarteatrets Garderobe for at se Originalen, efter hvilken han nøjagtigt vil sy den: Blå Silkefrakke, hvid Silkevest og ditto blå Benklæder.
Heise fortalte en Mængde interessante Ting i Historietimen, efter dens Slutning måtte jeg på Ove Krarups Bøn diktere ham Slægtskabsforholdene hos Bourbonerne, Orleánerne og Bonaparterne, Genealogi det er nu min stærke Side. Hvem mon det bliver, der får Magten i Frankrig?
Preben skriver om de vanskelige Forhold i England, han så nu de indiske Fyrsters Sammenkomster med de engelske Ministre og disses Koner, tidligere Kokkepiger og Sypiger og mindedes den holstenske Adels Udtalelser om at den ikke ville regeres af den sjællandske Bonde.
Store Begivenheder i Tyskland, hvor det synes som om Højre skal komme til Magten. Gid så Republikken må blive fejet væk.
Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Direktør Thorvald Larsen sendte mig en Bunke Skuespilmanuskripter til Gennemlæsning – Odense Teater er en Oase i den danske Teaterørken. Fik en Henvendelse med Bøn om Hjælp fra Halvdelen af Dagmarteatrets Personale, der ønsker at bryde ud og danne en ny Scene! De Stakler!
Starck skriver fra Berlin, at Elendigheden i den tyske Rigshovedstad er endnu større end de første År efter Krigens Slutning, Folk, der have kendt bedre Dage, ligger på Gadehjørner og er glade ved at få 5 Pfennig. Det bærer efter Starcks Mening hen mod Monarki, Folk længes efter Orden.
Glæder mig over Hitlers Valg til Rigskansler, blot det må betyde Monarkiets Genindførelse.
Kejserdømmets Genindførelse i Tyskland synes at være Spørgsmål om Dage.
Forfærdelige Begivenheder nede i Berlin, ubegribelig er den Dumhed, der har drevet Kommunisterne til at afbrænde Rigsdagsbygningen et Par Dage før Valget og derved give Hitlers Regering et velkomment Påskud til Undtagelseslove imod Omstyrtningspartierne.
Hvor er det dog en smuk Årstid! I Dag så jeg de første Skovmærker. Ude i Verden er det ikke så smukt, men det trækker dog af til fredeligere Forhold.
Var i Dagmarteatret og [så] et meget morsomt amerikansk Lystspil af Samson Raphaelson Vi unge Mennesker. Hovedrollerne blev naturligvis spillede af Poul Reumert og Kone. Dagmarteatret har en talentfuld Skuespiller Angelo Bruun, der minder om Karl Gustav.