Jeg har fået en Kurv. Jeg har friet til Henny Moltke og hun har svaret nej, uagtet hun i over et År har givet det Udseende af at hun var forelsket i mig. Hun ville ligesom nødig sige nej og svarede undvigende, da jeg spurgte hende om det skulle betyde nej, nikkede hun bekræftende.
Faderen kom og holdt Foredrag om at jeg måtte holde mere på min Værdighed i alle Livsspørgsmål særlig i et sådant som det, der angår Henny Moltke, nu mente han virkelig, at jeg burde holde mig tilbage og lade hende komme til mig.
Der lå tre Breve til mig fra Moder, alle fulde af Kærlighed. Det sidste indeholdt Meddelelsen om at det nu var lykkedes Henny Moltke ved sit Koketteri at fange Wedell-Neergaard, nu er de forlovede.
Jeg var om Aftenen henne i Concertpalaiset at høre Herman Bangs Oplæsning. Han ser i Grunden meget mere tiltalende ud end på Billederne.
Atter øsende Regn og et ægyptisk Tusmørke, der virker dobbelt deprimerende i dette uhyggelige Hjem. Jeg gik hen på Thorvaldsens Museum og glædede mig over hans Figurers Ynde. Moder var lidt oppe og sad i Slåbrok.