Efter Middag læste jeg og snakkede med de kære rare Graaes og kørte så i Droske hen til Casino for at tage Billet til Kameliadamen. Jeg gik hen til Christian Rantzau for at få ham med. Han var der ikke, så jeg måtte sidde et Kvarters Tid og underholde mig med Monsieur Roux.
Efter at have fuldendt Engelsktimen hos Fugl gik jeg hen for at tage Billetter til Miss Helyett på Casino til Preben (mærkelig Distraktion) Haffner og mig. I Strandstræde så jeg Prinsesse marie spadsere med en lille Dreng ved hver Hånd, de er så søde hendes Børn.
Jeg glædede mig enormt til Kameliadamen og nød det i høj Grad, mere end sidst. Fru Sechers ”Kameliadame” kan ikke overtræffes af nogen dansk Kunstnerinde. Man føler sig overbevist om at hun er således som Marguerite var i 1845 i Alexandre Dumas Hjerne.
Efter Middagen og Cigarer, hvilken sidste blev nydt i Prebens Værelse, hvor Graaes også sad, klædte vi os om til Teatret. Vi skulle først hente Waldemar, talte med Wilhelm deroppe, kørte med Waldemar i Sporvognen til Kronprinsessegade og hentede Lercherne.
Preben og jeg spiste Middag alene med Moder, da Fader var til Herreselskab hos Frijs. Umiddelbart efter Bordet toge vi Afsked og gik hen til Casino. Constantin og Waldemar sad allerede i Logen.
Vi var i Casino og så Edward Brandes ret underholdende, men skabelonmæssige og overdrevne Drama Et Brud. Bagefter gik Mikadoen. Vi sad ved Siden af Professor Ipsen, med hvem vi talte i Mellemakterne, i den lange Pause talte jeg med Kandidat Höhling.
Var om Aftenen i Casino og så Dronning Crinoline. Sad ved Siden af Overhofceremonimester Oxholm og Frue. Fru Oxholm bemærkede særdeles træffende om de i Stykket optrædende Damer: ”De ville forekomme mindre uanstændige såfremt de slet ingen Klæder havde på”.
Vi havde det meget hyggeligt og var bagefter henne på Casino at se En Bortførelse ved Det kongelige Teater. Bortføreren er den bekendte Admiral, Grev Danneskiold og hans Ven er Grev Ahlefeldt-Laurvig.
Efter Middag var jeg henne på Casino at se det uhyggelige og triste, men meget interessante tyske Stykke Sodomas Undergang: En ung Mand af fattige Forældre er blevet Kunstner og er med et Slag blevet berømt ved sit Maleri ”Sodomas Undergang”.
Så Cornevilles Klokker og talte i Foyeren med en af Blocherne.
Var ude hos Starck, der var meget forknyt over den ydmygende Behandling, han var blevet Genstand for fra Thorvald Larsens Side.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var henne at besøge Direktør Thorvald Larsen på Folketeatret. Han så ikke så mørkt på Teaterforholdene, idet både Casino og Nørrebro Teater reddes.
Var i Det Ny Teater og så en fransk Folkekomedie Manden fra Gaden, den Slags Stykker skriver en Franskmand bedre end nogen anden; i Stykket er der slet ingen Smigren for de Små i Samfundet. Aldeles bedårende var Angelo Bruun i Hovedrollen, han fralokkede mig Tårer gentagne Gange.
Var om Aftenen i Det Ny Teater og så Leo Tolstojs Opstandelse, som gjorde et langt stærkere Indtryk på mig, end da jeg forrige Gang så Stykket på Det Kongelige Teater, hvor Emma Lange havde sin Glansrolle som Katusha.