Vi var komne til halvtropiske Egne og kørte gennem virkelige Urskove fulde af Skildpadder og Sumpene og Ådselgribbe oppe i Træerne. Jo mere man kommer mod Syd des mere mærker man til Negerne og til de Hvides Foragt for disse.
Aftenen tilbragte vi i et ret kedeligt Varieteagtigt Teater, hvor de arme Negre havde en bestemt Plads oppe i Galleriet, andre Steder måtte de ikke [være], her have de endog bestemte Sporvogne.
Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Arbejdede på Storkansleren. Var til Generalprøve på Folketeatret Kl. 1, det var Howalts Asfalten synger, et farligt Stykke med dets Proklamering af at alt er tilladt er yderst farlig.
Telegraferede til Ole Larsen og Fru Kate Hoffmann ved Odense Teater, at Legatet var tilfaldet dem i Forening, så har jeg da gjort to Mennesker ved Odense Teater glade.
På Forsiden i alle Bladene er der Beretninger om Kauffmanns nyeste Handling; Fyren optræder ganske som Oberst Gaulle og modarbejder Konge og Regering.
Karl Gustav kom Kl. 3 og blev her hele Eftermiddagen. Separationen har taget meget på ham, han er bitter og dømmende. Han bliver foreløbig boende på Hotel Nordland, da det næsten er umuligt at få en Lejlighed.
Meget smukt Brev fra Hass Christensen som Tak for Teaterlegatet. Kongen har fået det lidt bedre.
Skrev en Masse Breve blandt andre til Direktør Rungwald og Redaktør Poul Dreyer i Anledning af Odense Teaters Legat; sendte Robert Neiiendam de interessante Teaterplakater, den venlige mig ukendte Mand i Aarhus havde sendt mig.
Meget pæne Breve fra Redaktør Poul Dreyer og Direktør Rungwald i Anledning af, at jeg har sikret Odense Teaters Legat for bestandig ved Båndlæggelse af Kapital.
De store Begivenheder vælter ind over Verden, nu have Amerikanerne erobret Algier og Marokko, noget effektivt Forsvar havde de franske Tropper i Nordfrankrig [Nordafrika] næppe ydet.
Den tyske Hær rykker mod Syd i Frankrig for at hindre Amerikanerne i at indskibe sig til Marseille. Det arme Frankrig er blevet hårdt straffet for den Letsindighed, hvormed det erklærede Tyskland Krig i 1939. Mon dette nu ikke skulle blive Begyndelsen til Enden på Krigen?
Nu er Rommel Rykket ind i Tunis, så nu bliver Nordafrika sikkert en Musefælde for Englænderne og Amerikanerne, hvordan skal de slippe væk, og hvordan skal de få Levnedsmidler? Admiral Darlan er en Gåde!
Mange Interviews af Thorvald Larsen i Anledning af hans 50 Års Fødselsdag; han taler deri pænt om sit Samarbejde med mig på Odense Teater.
Sverige venter engelsk Indfald i Landet og ruster sig til Tænderne; underligt er det ikke, at Svenskerne frygter en engelsk Sejr, efter at Eden i Underhuset har udtalt, at efter Freden skal hele Østeuropa overlades til Rusland.
Arkitekt Petri var oppe hos mig; han havde talt med en tysk Officer, der var flygtet fra en russisk Fangelejr; Officeren havde med sine egne Øjne set, hvorledes Russerne pinte deres Krigsfanger.
Darlan er blevet myrdet; man mener, at Ugerningsmanden er blevet lejet af den engelske Regering, nu gnider Banditten de Gaulle sine Hænder, men hvad siger Amerika?
Meget pinligt berørt af Tyskernes Nederlag ved Stalingrad. I Tyskland lægges der slet ikke Skjul på Nederlaget, der åbent omtales som en national Ulykke, samtidig med at man hævder, at Heltene fra Stalingrad have reddet Tyskland og Europas Fastland.