Op i det hyggelige og elegante Hotel Bristol, hvor jeg traf Allerup oppe hos Paul Reimers. Allerup gik hurtig, og så gik Paul og jeg hen i Skandinavisk Musikhandel. Begge Cheferne er nok des notres, hvad jeg nok kunne mærke, da jeg havde fået det at vide, den yngre er køn.
Kl. 5 var jeg ude på Bristol hos Paul Reimers, der var ved at pakke ind til Afrejsen med Nattoget til Berlin. Fredag kommer han tilbage til sin Lørdagskoncert, hvor jeg dog gerne ville være her til den Tid, men så skal jeg plages hjemme meed Konulenter og Fjerkræmøde.
Besøgte Ehlers, der med Besvær overfor mig søgte at skjule sin Jalousi over Paul Reimers. Paul mente, at Ehlers havde gjort hvad han kunne for at skade ham. Ehlers skulle efter Pauls Opfattelse, som Følge af snobbet Beundring, være helt anderledes over for mig end over for andre.
Hjem på Hotellet at drikke en Kop Havresuppe, som jeg måtte vente længe på. Så ud i Rosenvænget til Viggo, der havde en af sine mauvais jours, på hvilke han stadig glider mig ud af Hænderne og er som mange Mile fra mig.
Sad i Ro om Formiddagen og læste i Prosper Mérimées Breve. Efter Frokost tog jeg et Automobil og kørte ud til Rosenvængets anden Tværvej 39A og ringede på udenfor Viggos Atelier, jeg er det eneste Menneske, han har givet Lov til at komme ind og se på hans Arbejde.
Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.
Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til Dr. Broch for at tale om den sønderjyske Adresse, han mindede om, at mange imellem de Allieredes Befolkninger ville tale Sønderjydernes Sag, når Fredskongressen nu snart trådte sammen. Professor Werrier ville blive hørt i Frankrig, Roosevelt i Amerika.
Vi var alle i Kirke. Inden Prædiken holdt Provsten en Bøn, hvori han takkede Vorherre fordi han havde skabt Fred i Verden samt takkede ham fordi vi nu snart fik Sønderjylland tilbage.
Rudolph Juel telefonerede til mig, at han ville give 10.000 til den sønderjyske Fond, så må jeg give det samme.
Måtte trods Mathed og Sløjhed tidligt op for at træffe den unge Elefantridder H.N. Andersen oppe i Østasiatisk Kompagni. Han lovede meget beredvilligt at skaffe Landet så meget Kyllingefoder som muligt.
Arbejdede med Hinrichsen på Imødegåelsen af den truende Lov om Len og Stamhuse, men nu forsvinder formodentlig Ministeriet Zahle, og I.C. Christensen lader formodentlig denne radikale Lov gå i sin Moder igen.
Inde hos Barberen traf jeg den unge Bent Holstein, han var som altid Fyr og Flamme for den sønderjyske Sag, arbejdede for Flensborg, meget eksalteret er han. Havde en meget interessant Aften ude i Politikens Sal, hvor Strindbergs dybt virkelighedstro Frøken Julie blev opført.
I dag ratificeres Freden, og vi begynder at kunne tælle Dagene til vi efter 56 Års Forløb skal have Sønderjylland tilbage. Var oppe hos Manthey-Wagner at drøfte forskellige Sager vedrørende Sønderjylland.
I Niels Juelsgade mødte jeg minister H.P. Hansen, der bad mig følge med op i det sønderjyske Ministerium for at vi kunne tale lidt om afstemningen derovre og om den internationale Kommissions Arbejde.
Var henne hos Pasfotografen for at blive fotograferet til Passet til min Rejse til Sønderjylland Dagen efter Afstemningen i første Zone – mit Hjerte banker stærkere hver Gang jeg tænker på den Rejse.
Rart Brev fra Therkildsen, der giver begejstrede Skildringer af Jublen i Sønderjylland; han var tilstede, da Wilhelm den førstes Statue blev nedrevet i Haderslev. Hvem der var rask og kunne ile derned. Kedeligt med den Uorden i Statsministeriets Regnskaber.
Talte i Telefonen med Redaktør Andersen, der for et Par Dage siden havde talt med Landbrugsministeren, der havde sagt, at selvom Kommissionen gav os Flensborg, ville Regeringen ikke tage derimod, ifald der var dansk Mindretal.
Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.
Det endelige Resultat blev 75000 danske og 25000 tyske Stemmer, et smukt Resultat efter 56 Års fortsat Undertrykkelse. Og så må man også tænke på de mange indvandrede og på de mange Stemmer sydfra som f.eks. en 55-årig Kvinde, der kom rejsende fra München til Haderslev for at stemme.