Til en hyggelig og rar og stemningsfuld Frokost hos Albrecht Schmidt. Sønnen Kai var blevet syg af Fåresyge i Oktober ferien og kunne nu ikke foreløbig vende tilbage til Latinskolen i Hillerød, det er en sød Dreng. Vi talte meget om Krigen, der ganske fyldte min Værts Sind.
Dronningen af Sverige er død. Jeg husker hende fra Sommeren 1881 i Sankt Moritz gående hver Dag på Promenaden med sin Forlovede, den daværende Kronprins af Sverige, hvor var han lang og tynd! Prinsessens Forældre, Storhertugen og Storhertuginden af Baden-Durbach, var også med.
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.