Arbejdede på Storkansleren. Svend Melsing var her om Eftermiddagen; han havde ikke fået det forrige Betty Nansen Teater i Leje, den nye Ejer ville ikke leje det ud; alle mulige Jern er i Ilden for at forhindre, at Teatret blev omdannet til en Danserestaurant, som der nu er Tale om.
Fru Jensen, der har en Søster i Odense, fortalte, at Spektaklerne var begyndt med, at nogle unge Mennesker havde fået fat i de tyske Soldaters danske Piger, havde raget alt Håret af dem, hvorpå de kylede dem i Odense Å.
Den tropiske Hede tager til, i dag viser Termometret 22 Grader i Skyggen; Karl Gustav besøgte mig; vi sad på Havetrappen under markisen. Spiste i Drachmannskroen, hvor Paul Jørgensen fortalte mig om sine Oplevelser i Nansensgade under Gadekampene.
Sad og spiste, og straks kom den indtagende Erling Schroeder hen til mig og fortalte løst og fast, han filmede i Roskildeegnen og ved Ledreborg, han spillede, sagde han, en interessant ung Greve i Filmen.