Gruer ved Tanken om at jeg fra i morgen skal have Gæster lige til September, forhåbentlig bliver der en Dags Tids Pusterum mellem Emil Holms og Paul Reimers Besøg. Dirrede af Nervøsitet.
Albrecht Schmidt læste en Mængde for mig, blandt andet Scener fra nogle af de Stykker, der gik under den Riis-Knudsenske Periode, den vi begge holdt så meget af. Albrecht Schmidt er en særdeles behagelig Gæst.
Var til Eftermiddagsforestilling på Dagmarteatret og så Pygmalion. Spiste her på Hotellet bagefter og nød rigtig en Times Tid at sidde og læse i Problematische Naturer. Gik hen til Komtesse Lerche, hos hvem jeg traf Admiral Evers og Frue samt Ida Skeel og Regitze Lerche.
Folk i Odense vare ængstelige for hvad der ville hænde os den ominøse 18. Februar, når den preussiske Trussel skal sættes i Værk, nogle mene at Preusserne ville lægge Beslag på vor Udførsel og samtidig fylde vore Sunde og Bælter med Undervandsbåde.
Brev fra Viggo, blev noget skuffet over det. Tonen var så underlig reserveret, måske kommer det af nogen Depression over Sygdommen hos Moderen.
I dag er det Kejser Wilhelms Fødselsdag. Jeg mindes svundne Tider, når jeg fra mit Vindue i Hotel Imperial i Frankfurt på den Dag så på Paraden på Operapladsen. Hvor mange af hine Officerer og Soldater mon Krigen har skånet.
Jeg har hele min Åndsnærværelse behov, særlig ved Måltiderne for at holde det gående og hindre at Moders latente Irritation mod Frøken Blumer kommer til Udbrud. Frøken Blumer tier bumstille til alle Moders Udfald mod Tyskerne og deres Krigsførelse.
Kørte i åben Vogn til Odense, under hvilken Tur det blæste sådan op, at Jens var lige ved at blæse ned ad bukken.
Var ene i Kupeen til Odense, hvor jeg gik lige hen til Beyer at blive barberet. Han fortalte at en Mand, der lige kom fra Leipzig, havde berettet om de revolutionære Tilstande, der herskede i denne så vel som i andre tyske Storbyer som Følge af Sulten.
Starck kom halv tre og blev straks ført ind i min Stue, hvor han fik noget Te og så på mine Billeder, bagefter gik vi mine Kunstsager igennem i de andre Stuer og gik så ud i Sneen, en god lang Tur i Haven, op på Avlsgården, hvor vi var inde hos Køerne.
Vi sov temmelig længe begge to, vi havde brugt os godt i går. Starck ”sidder” sært åndeligt ned, han lægger overfor mig ingen Skjul på, at han er en af vore, men foragter denne Sag som Samtaleemne. Sneen væltede ned, vi gik en lang Tur i Skovene, da vi kom hjem, viste jeg ham Lejligheden ovenpå.
Tog med 3 Toget til Odense. Hentede først min Billet på Teatret og var så henne at blive klippet og barberet hos Bayer. Hvilede inden Middag på mit Værelse på Grand Hotel. Fik en udmærket Gedde til Middag. Var i Teatret og så Czardafyrstinden.
I Odense gik jeg straks hen på Grand Hotel, glad over at være i Odense, det var grønnedes stærkt i Kongens Have, rart at jeg havde fået min nye Sommerfrakke, for det var meget lunt. På Grand Hotel er der indrettet Salon straks i Indgangen, der hvor Portieren før havde sin Loge.