Spiste min Middag her på Hotellet og så derefter Penelope på det Kgl. Teater – et temmelig tomt og tyndt Lystspil, der stærkt grænser til Farcen – det sørgelige er, at vore kongelige Skuespillere netop spiller den Slags Stykker á la perfection.
Udenfor talte jeg med Elith Reumert, der var opfyldt af alt hvad Dronning Alexandra havde gjort for ham dengang han var på sin H.C. Andersens turne i England.
Så var jeg ude hos Viktor Lange, den gammelkendte ”Ørelæge” og afleverede Veisses Brev. Han er den gammeldags Lægetype, fuld af faderlig overstrømmende Velvilje og med et endeløst Snakketøj, han var i høj Grad laudator temporis acti.
Fulgtes med Hellborns til Odense, hvor jeg mødte Hofman-Bang og passiarede med ham på hele Turen.
Preben og jeg var til Eftermiddagsforestilling ude på Alexandrateatret, den søde Preben morede sig godt. Forleden ved Hoffet havde Kronprinsen sagt til ham, at han meget ønskede, at jeg skulle blive Chef for Det Kongelige Teater.
Var til Kuren på Amalienborg. Den unge Kronprins så helt pæn ud i sin Sekondløjtnantsuniform. Udenfor Barberen i Phoenix stødte jeg på Frederik Treshow, der præsenterede en ualmindelig net voksen Søn for mig, han er meget høj og ligner sin onkel, Danseren Uhlendorff.