Rart Brev fra Therkildsen, der giver begejstrede Skildringer af Jublen i Sønderjylland; han var tilstede, da Wilhelm den førstes Statue blev nedrevet i Haderslev. Hvem der var rask og kunne ile derned. Kedeligt med den Uorden i Statsministeriets Regnskaber.
Der var langt Brev fra Hans Ehlers fra Sønderborg, der uden mange Omsvøb lod mig forstå, at han ”som Beboer af Als og Søn af en flensborgsk” Fader ikke kunne dele min Glæde over Sønderjyllands Løsrivelse fra det tyske Fædreland.
Preben havde spist hos Enkekejserinden i går, og hun havde sagt: ”Jeg tog ikke imod Kongen af Italien forleden, jeg ville ikke have noget at gøre med den Mand, der har trykket min Søns Mordere i Hånden.” Deraf fremgår det at Kejserinden ikke tror, at Sønnen er i Live.
Hvilken Tåbelighed med al den Snak om Afrustning, nu har der i Estland været en meget blodig Bolsjevikopstand, som heldigvis er blevet undertrykt, de infame russiske Banditter lå med deres Flåde i den finske Bugt og lurede på Resultatet.