Da jeg kom hjem var Preben der, han kom lige fra Kejserinden, der var meget irriteret over at Storfyrst Cyril havde udråbt sig selv til Kejser, skønt hun fastholder, at begge hendes Sønner lever.
Var oppe på Amalienborg for at kondolere. Det klædte Axel at se bedrøvet ud, hans Udtryk havde ikke det sædvanlige markante. Havde en nydelsesfuld Aften i Folketeatret, hvor Bodil Ipsen spillede i Bissons Hvem er hun? Jeg var dybt grebet og græd under den sidste Scene.
Kejserinde Dagmar er død. Jeg tænkte en hel Del på denne i enhver Henseende stort anlagte Kvinde, som jeg har haft den Lykke at komme i et lidt nærmere Forhold til end Folk i Almindelighed.
I Forgemakket på Christiansborg talte jeg med Carl Moltke, der er kommet til at se noget havareret ud, han halter og må støtte sig til en Stok, med General Castenschiold og Grosserer Ernst Meyer, som jeg synes godt om fra dengang vi var sammen i Nationalbanken.