Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
Denne Slubbert i Venstrebladet bliver ved at forfølge Odense Teater i Anledning af dets Forbindelse med mig, det er ren Fanatisme, Direktørens Svar lidt vagt, men han taler med megen Taknemmelighed om mig.
Sad længe oppe hos Starck, som var glad og ligevægtig efter sit Genengagement. Han bad mig meget fastholde min Plan om Don Carlos, da det efter hans Mening ville trække.
Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Direktør Melsing var hos mig hele Eftermiddagen og meddelte mig sine Planer, han håbede at kunne leje Betty Nansen Teatret, og jeg lovede at give det samme årlige Tilskud, som jeg gav Odense Teater og senere Betty Nansen Teatret.
Odensebladene taler meget rosende om Karl Gustav; min Søn har været underkastet et langt Interview af Fyns Venstreblad; det er holdt i en kåd og drengeagtig Tone og omhandler både hans Ægteskab og Forholdet til mig og mange andre Ting, som ikke vedkommer Publikum.