Krigen mellem Kina og Japan er nu udbrudt til Trods for det latterlige Folkeforbunds Bestræbelser for at forhindre det. Blot vi nu ikke står over for en ny Verdenskrig. Jeg gyser.
Alle Bladene er enige om at rose Karl Gustav for hans Udførelse af Hovedrollen i Melodien der blev væk. Mærkværdigt som Militærvæsenet stille sig velvilligt overfor Karl Gustav, han må være meget afholdt af sine Foresatte.
Skrev efter Anmodning af Direktør Thorvald Larsen et Indlæg til Berlingske Tidende for at råde Bod på den sønderlemmende Kritik af Folketeatrets nuværende Forestilling.
Sendte Karl Gustav de Papirer, jeg skal underskrive i Egenskab af Forlover ved hans Bryllup, men jeg lovede intet om at give ham flere Penge, han må vænne sig til at komme ud af med det, jeg giver ham hvert Kvartal.
Var om Aftenen i Tivolis Koncertsal at høre den svenske Operasanger Sigurd Bjørling, der har en fager Stemme, men han sang de mest lidenskabelige Arier uden den mindste Affekt og med et aldeles ubevægeligt Ansigt; hvor er Kapelmester Thomas Jensen dog charmerende.
Var til Eftermiddagsforestilling på Det Kongelige Teater, hvor de opførte Kjeld Abells Anna Sophie Hedvig, som interesserede mig, selvom min tiltagende Tunghørhed generede mig.