Var oppe hos Starck, der bebrejdede mig, at jeg spærrede mig inde på Lundsgaard og kælede for min Sorg. Thorvald Larsen var da blevet genengageret for næste Sæson, Bestyrelsen havde dog stillet som Betingelse, at han sørgede for nogle smukkere og yngre Damer til Elskerinderollerne.
Denne Slubbert i Venstrebladet bliver ved at forfølge Odense Teater i Anledning af dets Forbindelse med mig, det er ren Fanatisme, Direktørens Svar lidt vagt, men han taler med megen Taknemmelighed om mig.
Sad længe oppe hos Starck, som var glad og ligevægtig efter sit Genengagement. Han bad mig meget fastholde min Plan om Don Carlos, da det efter hans Mening ville trække.
Det glæder mig, at Rektor Holbech har taget til Orde i Fyns Stiftstidende mod disse teaterkritikere, der har gjort Odense Teater så megen Skade. Artiklen er holdt i Rektorens urbane, slebne Tone, men for den, der forstår at læse mellem Linjerne er Artiklen meget skarp.
Den snedige Satan til Fru Simpson har nu fundet på at proklamere i Bladene, at hun giver Afkald på Kong Edvard, et bedre Middel til at holde ham fast kunne hun næppe have fundet på.