Skrev efter Anmodning af Direktør Thorvald Larsen et Indlæg til Berlingske Tidende for at råde Bod på den sønderlemmende Kritik af Folketeatrets nuværende Forestilling.
Var henne på Folketeatret at besøge Direktør Thorvald Larsen, med hvem jeg som altid fik en god Samtale.
En stor, betydningsfuld Dag er det i dag, Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler er blevne enige, og de have underskrevet en Protokol, der udleverer Sudeterlandet til Tyskland.
Var til Eftermiddagsforestillingen på Folketeatret at se Nøddebo Præstegård, som jeg så, da det kom frem i 1888; ude i Foyeren var der ophængt en Plakat fra Premieren.
Chamberlain har nu slået i Bordet og erklæret, at ifald en fremmed Magt anfalder Polen, vil England erklære vedkommende Magt Krig. Der kan af gode Grunde ikke være Tale om anden Magt end Tyskland, for England og navnlig Frankrig, har nærmet sig stærkt til Rusland.
Alle er meget optagne af Præsident Roosevelts Budskab til Hitler og Mussolini, de tvende Diktatorer vender sikkert det døve Øre til disse Lokketoner, vestigia terrent, Tyskerne ved af sørgelig Erfaring, hvad der kom ud af Præsident Wilsons Mægling i 1918.
Hitlers med så megen Spænding af hele Verden ventede Tale er holdt i forholdsvis rolig Toneart, men han lader dog skimte, at han næppe holder Fingrene fra Danzig i Længden.
Var inviteret til Premiere på Folketeatrets Kaj Munks Puslespil. Det er ikke for Konfirmandinder, på sine steder unødig rart og slibrigt, og så er der endda strøget forskelligt af Censor, det må være lidt flovt for en Præst, men Kaj Munk morer det sikkert.
Tyskland har nu afsluttet Militæralliance med Italien. England vil ingen Alliance slutte men vil have Rusland og Frankrig til at rage Kastanjerne ud af Ilden for sig, ifald der udbryder Krig mellem Polen og Tyskland.
Nu er der Uro i et andet Verdenshjørne, Japanerne vil smide Englænderne ud af Tientsin; hvor træder dog Englands Svækkelse stærkere og stærkere frem.
Preben er så opfyldt af Skræk over Verdenssituationen, skriver om, hvorledes ”den uhyggelige Djævel i Moskva, Stalin, ler i Skægget over Chamberlain og Hitler, der begge forgæves bejler til ham for at forhale Verdens Undergang”.
Busck fortalte en hel Del om Kaj Munk, der udsender sine Bøger på Buscks Forlag. Forbindelsen mellem de to skriver sig fra Regenstiden, da Kaj Munk som så mange andre Regensianere fik sine Bøger fra Buscks Boghandel, ligesom de andre Regensianere kalder Munk Busck for ”Onkel Busck”.
Ganske overvældet ved Meddelelsen om, at Rusland og Tyskland har afsluttet en Handelstraktat; det kan nok være, at Stalin har narret Bonnet og Chamberlain!
Den største Begivenhed i lange Tider er indtrådt, en Begivenhed, der vil have sådanne Følger, at de slet ikke er til at overskue: Rusland og Tyskland have sluttet en ikkeangrebspagt!
Tyskland synes noget at have forregnet sig med Hensyn til Virkningen af den nye Konstellation Rusland-Tyskland; England og Frankrig fastholder stadig, at ville støtte Polen i Tilfælde af Krig. De tyske Hære er på Vej mod den polske Grænse.
Graae mente, England og Frankrig snart blev nødt til at indlede Fredsforhandlinger, de kan ikke klare sig mod de mægtige Stater Tyskland og Rusland; nu vil Rusland til at opsluge det ulykkelige Finland og strækker allerede sine Fangarme ud mod Sverige.
Nu er det sket. Rusland har under det elendigste Påskud, der endnu har indledt en Krig, kastet sig over Finland.