Karl Gustav fortalte om Episoden på Det Kongelige Teater, hvor Ebbe Rode har overfaldet Frantz Andersen, der havde udtalt sig meget stærkt om Seligmannes ondskabsfulde og uretfærdige Anmeldelse af Opførelsen af Don Juan.
Talte udenfor Frederiksberg Teater med Karl Jørgensen; det glæder mig, at han har fået Hofjægermesterens Rolle i Julen på Ravnsholt; det er drøjt for de Skuespillere, som han, der må gå og vente på en tilfældig Rolle og ellers være uden Engagement.
Kl. 2 kom Erling Schroeder; han var særlig smuk i dag; vi sad den meste Tid [med] hinanden i Hænderne og lidt efter lidt blev vi Dus; han sagde, at han havde noget vanskelig ved det, ”for jeg har sådan en Ærbødighed for dig”, sagde han; men det gik dog glat.
Glæder mig meget til Erlings Besøg imorgen. Fru Andersen besøgte mig, hun var meget urolig for Svigersønnen, der endnu stadig er i russisk Krigsfangenskab, medens Datteren har måttet flytte ned til Eckernförde, for at varetage Munches store Fiskeimportforretning.