Smukt at læse om de Skarer af begejstrede unge Mænd, der fra overalt i Europa strømmer til de finske Faner for at beskytte det heltemodige Finland mod russisk Despoti; Prins Valdemars Svigersøn, Prins René af Parma, er på Vej derop, han kom til København i går på Vej til Finland.
Så kom Hans, der var meget opfyldt af Verdensbegivenhederne, han mente, at Hore Belishas og Ribbentrops Træden i Baggrunden betød Udsigt til en Fredskongres, for de to var de ivrigste efter at der skulle blive virkelig Krig mellem Tyskland og England, og ikke det nuværende Spilfægteri.
Var henne at besøge Houmark, der talte om, at Karl Gustav havde gode Chancer for at komme til Det Kongelige Teater, Teaterforholdene er ellers rent desperate.
Talte med en Mand, der kom lige fra Berlin, de, der ikke har Rationeringskort, kan ikke få andet end Kartofler og Kartoffelvand.
Her er både engelske og tyske Gæster på Terminus, og begge Hold udtaler sig meget åbenhjertigt til både Portier og Inspektør; ingen af Parterne tror på snarlig Fred, både Hitler og Chamberlain vil hænge til det yderste, foreløbig går eller sjokker Frankrig efter England.
Mine Udtalelser til Berlingske Tidende er bleven til en hel Lavine, Pressen over hele Landet har travlt med Sagen og holder absolut med mig; i dag skriver Professor Ellinger om Stykket og forlanger, at Det Kongelige Teater, at Forestillingen ikke må finde Sted, men skal aflyses.
De mange Protester med Egelykke, har bevirket, at Teaterchefen vil lade foretage nogle Ændringer i Stykket.
Besøgte Starck, der var glad over den lille usle Rolle, han havde i Hendes gamle Nåde, han vil som alle Skuespillerne gerne arbejde.
Jeg gad vidst, om det ikke var rigtigt, hvad Ellen Beck sagde i Søndags henne i Frederiksberg Teater, at det vist er forkert, når Plakaten angiver Gustav Wied som Forfatter til Hendes gamle Nåde, der i sin dybe Alvor er så forskellig fra Wieds sprælske Muse.
Alle Aviserne indeholder lange Beretninger om min Stilling til Betty Nansen Teatret, ”B.T.” skriver blandt andet, at hele København glæder sig, men undres over, at Hjælpen skulle komme fra Langeland, og ikke fra Staten og Frederiksberg Kommune.
”Ærbødigst” i Berlingske Tidende har et morsomt Vers om min Hjælp til Betty Nansen Teatret; ”Slottets Kældre er fulde af hele Skæpper med Guld”.
Skrev et langt Brev til Fru Betty Nansen for at udtrykke min Beundring for Udførelsen af Planken ud.
Kom et langt Stykke frem i Storkansleren, nød rigtig det Arbejde, ligesom de andre Dage. Medens jeg hvilede efter Spadsereturen, kom Karl Gustav for på Fru Betty Nansens Vegne, at takke for min Hjælp til Teatrets Drift.
En Kurv med Cyclamer fra Karl Gustav, i Stedet for de Fotografier, han havde lovet mig; Blomster er en så flov Gave til Jul, den bekvemmeste Måde at affinde sig med et Menneske på. Arbejdede på ”Storkansleren” og gik i meget nedtrykt Stemning i Kirke Kl. 2.
Naturligvis roser Aviserne det slette svenske Produkt; i en vis Forstand glæder det mig, for så behøver Fru Nansen måske ikke at lukke, skandaløst at disse selvsamme Blade rev det udmærkede Stykke Planken ud ned.
Den engelske Radio taler i et truende Sprog til Danmark og vil have, at vi Danske skulle tilkendegive vores Uvilje mod Tyskland og tage åbent Parti for England. Hvorledes skulle vi dog bære os ad dermed, vi er erobrede af Tyskland, og kæmper vi, risikerer vi, at det går os som Norge.
Arbejdede på Storkansleren, lige til Karl Gustav kom; han prøvede hver dag i Fru Inger til Østraat men så ellers ikke lyst på Betty Nansen Teatrets Fremtid, da der stadig var gabende tomt til Forestillingerne.
Overlæge Borberg kom og så til mig, og jeg klagede min Nød til ham over Tvangstankerne. Det er en Sygdomsform, som er almindelig mellem hans Patienter; han gav mig nogle Piller, som skulle oplive og derved dulme Tvangstankerne.