Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.
Eyvind Johan-Svendsen har fået en Ende på sit ulykkelige Liv, der til sidst var ganske opslugt af Druk og endnu værre Strabadser; han var allerede langt nede, da jeg sidste Gang så ham som Baronen i Strindbergs Båndet.
Karl Gustav besøgte mig inden Middag, han var meget opfyldt af, at han med kort Varsel skal spille Prologus i Antigone, da Hans Henrik Krause nu skal prøve på Frederiksberg Teater.
Arbejdede på Storkansleren. I Thorvald Larsens Jubilæumsbog omtales jeg med megen Anerkendelse for mit Samarbejde med Odense Teater. Sendte Telegram til Jubilaren.
Skrev til Hellan Kolbye og ønskede ham tillykke med hans Ægteskab med Skuespillerinden Grethe Carlsen; bare det må gå, Hellan er så decideret homoseksuel. Besøg af Karl Gustav.
Havde Besøg af Starck, hvem jeg lovede nogen økonomisk Hjælp, da han længe havde været uden Engagement; ikke siden han rejste i Provinserne med Erik Lassen og spillede i Ebberød Bank; det at han nærmer sig de 60 bevirker, at han vanskelig kan få Engagement.