Alle Bladene er enige om at rose Karl Gustav for hans Udførelse af Hovedrollen i Melodien der blev væk. Mærkværdigt som Militærvæsenet stille sig velvilligt overfor Karl Gustav, han må være meget afholdt af sine Foresatte.
Det trækker op til en Krig mellem Tyskland og Rusland – mon virkelig det nu så røde Frankrig med Blum i Spidsen vil benytte Lejligheden til at falde Tyskland i Ryggen?
Var henne at besøge Starck, der er fortvivlet over sin Uvirksomhed; han mente slet ikke, det gik så godt på Odense Teater, men Publikum var foreløbig så glad ved Rungwald, fordi man var kommet af med Aggerholm, enhver ville være blevet hilst velkommen.
Glædede mig ved at læse Valdemar Rørdams dejlige Prolog, der blev fremsagt af Roose ved Festen for H.P. Hansens Minde, gid jeg havde været på Det Kongelige Teater den Aften, men jeg er for træt.
Atter Uro i Frankrig, Blums højre Hånd, Indenrigsminister Salengro har taget sig af Dage ved Gasforgiftning, efter at hans politiske Modstandere have beskyldt ham for at være deserteret under Verdenskrigen og være løbet over til Preusserne. Hvorledes er det mon med denne Desertion?
Den snedige Satan til Fru Simpson har nu fundet på at proklamere i Bladene, at hun giver Afkald på Kong Edvard, et bedre Middel til at holde ham fast kunne hun næppe have fundet på.
Direktør Thorvald Larsen har venligt sendt mig sit og Frøken Breums Værk Jul i Købmandsgården, det glædede mig at forny Bekendtskabet med dette stemningsfulde Spil.
Langt kærligt Brev, et eneste Længselssuk fra Karl Gustav. Han er meget optaget af sin nye Rolle som den 15-årige i Kaj Munks I Brændingen. Skyndte mig at skrive og trøste ham.
Smukt Brev fra Fru Elith Rode, der tror mig på Lundsgaard og takker mig for hvad jeg har været for Helge, ak, det var såmænd meget lidt. Skulle jeg sende Enken det dejlige Digt, Helge Rode sendte Moder på hendes 80 Års Fødselsdag?
Var i Det Kongelige Teater og så Strindbergs Dødsdansen med Poul Reumert og Bodil Ipsen i Hovedrollerne. Ja nu er altså Reumert vendt tilbage til Kongens Nytorv, Johannes Poulsen fnyser vist af Vrede, han har gjort hvad han kunne for at holde Reumert borte.
Var til Eftermiddagsforestilling på Folketeatret, hvor Vildanden blev givet. Det er en underlig Ide af Thorvald Larsen at ville drage Johannes Meyer så stærkt frem og navnlig at lade ham vedblivende være Pendant til Fru Skouboe.
Ved Middagen havde jeg en lang Samtale med Redaktør Paul Dreyer ved Fyns Stiftstidende, naturligvis om Odense Teater.
De pjattede Københavnere taler om det gamle, halvrådne, grimme, brandfarlige Dagmarteaters Nedrivelse som om en National Ulykke, så blæse være med det, om Slottene med deres store Kulturværdier omskabes til Galeanstalter eller Rekreationshjem.
Var ude i Frederiksberg Have, hvor jeg talte med Fru Richter-Hartmann fra Odense, hun fortalte mig, at Odense Teater havde haft Underskud i denne Sæson, trods Direktør Rungwalds Leflen for Publikums dårlige Smag.
Odensebladene opgør facit af Odense Teaters sidste Sæson: Let Underholdning og ikke en eneste alvorlig Forestilling, kun Fyns Stiftstidende antyder, at Rungwalds Ufornuft, ikke at tage mod min Støtte, er Skyld i det magre Resultat.
Var om Aftenen henne at tage Afsked med Dagmarteatret inden det nu snart skal rives ned. Der blev spillet en umoralsk Farce, Cassini de Paris, der lefler for Publikums allersletteste Instinkter.
Var i Folketeatret at se det pæne Stykke, Holger Rørdam har skrevet i Anledning af Kongens 25 Års Jubilæum. Det var sat godt i Scene af Thorvald Larsen, der overhovedet er den eneste københavnske Teaterdirektør, der kan klare sig, jeg har altid holdt på, at han var en dygtig Mand.
Et noget frækt Brev fra Overretssagfører Krarup, der på Odense Teaters Bestyrelses Vegne beklager sig over, at mit Legat ikke bliver uddelt i År, svarede omgående i en rolig bestemt Tone.
Karl Gustav vidste ikke endnu om han blev genengageret af Fru Nansen, men hvorfor skulle han ikke det, selvom Fru Nansen er en lunefuld Dame? Hans store Succes i I Brændingen må have givet ham en god position.