Efter at have fuldendt Engelsktimen hos Fugl gik jeg hen for at tage Billetter til Miss Helyett på Casino til Preben (mærkelig Distraktion) Haffner og mig. I Strandstræde så jeg Prinsesse marie spadsere med en lille Dreng ved hver Hånd, de er så søde hendes Børn.
Preben og jeg spiste Middag alene med Moder, da Fader var til Herreselskab hos Frijs. Umiddelbart efter Bordet toge vi Afsked og gik hen til Casino. Constantin og Waldemar sad allerede i Logen.
Man meddelte mig, at ved Mobilisering ville kun de 18 Årgange blive indkaldte, og jeg gamle Liv hører nu til 20ende.
Var henne at købe Champagne hos Stausholm i Bredgade, mærkeligt at Champagnen trods Krigen ikke er blevet dyrere, men Tyskerne gav dem god Tid inden deres Nederlag ved Marne og troede de havde Måneder for dem til at plyndre Vin.
Kl. 5 gik jeg hen på Paladshotellet for efter Aftale at mødes med Viggo, der var et Rykud og Rykind som i en Myretue, uniformerede Officerer, siden Sikringsstyrkens Indkaldelse ser man så mange Uniformer, også mange Udlændinge, Damernes Krinoliner fyldte meget.
Var i Casino at se det meget fængslende Kriminaldrama Det Offentlige mod Mary Dugan. Fik i Mellemakten at vide, at Stykket er bygget på en virkelig Begivenhed, der er passeret i London.
Det, jeg har sagt i alle de seks År Krigen varede, indtræffer nu, Russerne har allerede slået sig ned på Bornholm og i fuld Gang med at befæste, som de selvfølgelig aldrig giver slip på, den næste Etape blive København og Göteborg.