Min Maskeradedragt bliver elegant, jeg har fået Brev fra Børresen om, at han har været i Dagmarteatrets Garderobe for at se Originalen, efter hvilken han nøjagtigt vil sy den: Blå Silkefrakke, hvid Silkevest og ditto blå Benklæder.
Og så havde jeg netop talt så meget om ham med Houmark, da han er Viggo Jarls faste Forbindelse, de er gamle Klassekammerater og have stået i Forhold til hinanden lige siden dengang, han hørte uden Forbavselse på det, da jeg fortalte ham, at Viggo Jarl kom til Lundsgaard til Sommer.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Starck, der klagede over, at Karl Gustav ikke arbejdede med at fordre sin Teknik, der var meget mangelfuld, navnlig var hans Diktion slet; han arbejdede ikke nok og misbrugte sin rigeligt tilmålte Fritid til at solde.