Efter Middag læste jeg og snakkede med de kære rare Graaes og kørte så i Droske hen til Casino for at tage Billet til Kameliadamen. Jeg gik hen til Christian Rantzau for at få ham med. Han var der ikke, så jeg måtte sidde et Kvarters Tid og underholde mig med Monsieur Roux.
Jeg spiste ingen Frokost men derimod Middag Kl. 4 på Grund af Turen til Odense. Forinden skrev jeg en Del Breve. Halv seks kørte jeg ud af Gården og nåede Industripalæet i Odense lige som Schnedler-Petersens Koncert skulle begynde.
Juel-Madsen telefonerede og bad mig komme ud at se hans Malerier. Jeg havde megen Glæde af at se hans mange Billeder og Udkast, skønt han mest maler gråt, er der dog så megen Glæde over hans Landskaber, og så megen Romantik. En Lærke, der fløj op over en Mark, tiltalte mig meget.