Havde et langt Besøg af Starck, på ham jeg virkelig kan mærke, at han holder lidt af mig, han er så bange, at jeg skal anse ham for påtrængende eller tro, at det er Lensgreven i mig, han dyrker.
Norge er blevet befriet, så nu er der Fred over hele Europa; sad længe og lod mig bage af Solen ude i Haven; jeg så på, at der blev gjort nyt Forsøg på at fange min Genbo, Maler Frandsen, der nok har et meget stort Synderegister, ved hvilket han har tjent en stor Formue.
Et rart langt Besøg af Karl Gustav […]. Hans Engagement ved Riddersalen hører op til første August; han tager så lidt til Hornbæk.
Arbejdede på Storkansleren. Besøg af Ingegerds Tilkommende, Flemming Juncker; han gør et klogt og intelligent Indtryk; lidt distræt; det er ikke nogen fin Mand.