Jeg pakkede mine Kufferter og tog til Weimar, hvor jeg på det huldsaligste modtoges af Vetter. Imellem Brevene fandt jeg et højst ubehageligt og foruroligende fra Barberen i Claragade i Odense. Allerup havde tit nok advaret mig mod Slubberten.
Tog Bad henne på Badeanstalten, var meget nervøs. Besørgede en Del Ærinder. Gik Tur med Moder efter Frokost nede i Østre Anlæg. Vildænderne svømmede allerede rundt parvis i Gravene.
Mødtes henne på Højesteretssagfører Graaes Kontor med Baronesse Gerda Bille-Brahe, der var yderlig misfornøjet med hvad hun foreløbig ville få at leve af efter sin Svigerfader. Jeg manede hende til Sparsommelighed.
Var henne hos Pasfotografen for at blive fotograferet til Passet til min Rejse til Sønderjylland Dagen efter Afstemningen i første Zone – mit Hjerte banker stærkere hver Gang jeg tænker på den Rejse.