Jeg drak Te alene nede i Spisestuen og overlod Adam Moltke til hans mange Forberedelser i Anledning af Kejserindens Komme. Jeg gik op til Svinninge og hen på Kirkegården og et godt Stykke hen ad Landevejen nordpå. Inden Frokost skrev jeg til Graae, Wittrup og Svendsen.
Langt Brev fra den kære Viggo, der arbejder flittigt og lever stille i det uddøde Paris, han har fået Tilladelse til at aflægge et Besøg ved Fronten. Havde en Del Skriveri og gik Haven Rundt et Par Gange da jeg mærker at jeg ikke har godt af at sidde inde og læse hele Søndagen.
Blodig Borgerkrig i Finland, de yderliggående Socialdemokrater synes at have tilrevet dem Magten, det er Bolsjevikkernes Propaganda, der virker, I Tyskland er der omfattende Strejker, ja, Verden knager i sine Fuger.